UGE17 på biblioteket

De danske biblioteker sætter fokus på FN's verdensmål i uge 17, og det gør vi selvfølgelig også. Her har vi lavet en pose med blandede bolcher, der kan få dig godt igennem ugen, hvor vi sætter særligt fokus på verdensmål 2- Stop sult - med inspiration, viden og oplevelser.

Af Christa G.

Hvad går verdensmål 2 ud på?

Verdensmål 2 handler om at stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug. Klimaforandringer, konflikter og stigende fødevarepriser har lagt stort pres på vores globale fødevaresystemers evne til at producere og forsyne mennesker med nærende og billig mad. Efter at antallet af fejlernærede mennesker næsten blev halveret i begyndelsen af det 21. århundrede, som et resultat af økonomisk vækst og øget produktivitet i landbruget, er tendensen vendt. Sult i verden er steget siden 2015.

Hvad kan du selv gøre for at bekæmpe sult?

I følge FN kan du kan gøre en forskel i dit eget liv – derhjemme, på arbejdet og i lokalsamfundet – ved at støtte lokale landmænd eller markeder, træffe bæredygtige madvalg, fremme god ernæring for alle og bekæmpe madspild.

Du kan også bruge din indflydelse som forbruger og vælger ved at kræve, at virksomheder og regeringer træffer de valg og ændringer, der gør Stop Sult til virkelighed. Deltag i samtalen – både på sociale medier og i dit lokale fællesskab.

I linksamlingen nedenfor kan du finde inspiration til bekæmpelse af madspild i din egen hverdag og til hvordan du let kan finde lokale fødevareproducenter og vejboder.

Du kan også bruge UGE17 på at deltage i en af vores aktiviteter med fokus på stop sult, stop madspild, bæredygtighed og verdensmålene. Vi får bl.a. besøg af Anders Morgenthaler, Claus Holm, Læger uden Grænser, afholder fællesspisning og lægger hus til koncerten ROD i naturen og meget mere.

Men det er ikke kun på biblioteket, du kan komme med til verdensmålsværende aktiviteter. Vi har derfor samlet en håndfuld gode bud på, hvad du kan lave i uge 17, for viden og inspiration skal vi dele med hinanden.